Mandag morgen skulle et sporarbejde ved Østerport Station stå færdigt, men det er ikke gået helt efter planen.

Derudover er der opstået fejl på sporskifterne ved København Syd, hvilket har skabt problemer for regionaltogene flere steder på Sjælland.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

»En del tog er aflyst, og andre tog kører via Roskilde i stedet for København Syd og Køge Nord. Du skal regne med forsinkelser på de fleste tog på Sjælland.«

»S-togene kan bruges mellem København H-København Syd-Køge Nord-Køge,« lyder det.

Banedanmark, der driver, vedligeholder og udvikler jernbanenettet, oplyser, at man arbejder på at rette fejlene.

Det forventes, at den forlængede rejsetid varer til omkring klokken 13.