Sent mandag aften er to personer flygtet fra en forulykket bil på Helsingørmotorvejen.

De to personer var igang med at køre omkap med en anden bil, da de kørte galt.

Det skriver TV 2.

»Vi kan bekræfte, at der er tale om en ulykke, hvor to biler har kørt ræs. Der er to personer, som efterfølgende har taget flugten fra den forulykkede bil ved at hoppe over i den anden bil,« siger vagthavende ved Nordsjællands Politi til TV 2.

Mediet skriver, at de flygtede nu eftersøges.

Som konsekvens af ulykken var Helsingørmotorvejen spærret i en periode i nordgående retning mellem afkørsel 5 ved Brogårdsvej og afkørsel 6 ved Jægersborg Station.

Men op til midnat blev begge spor åbnet igen.

Trafikken flyder nu som normalt, beretter Vejdirektoratet.