Passagerer med metroen i København bliver tvunget til at finde alternative løsninger i en længere periode i februar.

Både linje M3 Cityringen og linje M4 lukker helt i en periode på godt to uger i februar. Det sker mellem 10. og 26. februar, oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Lukningen skyldes, at der skal køres test på den del af M4, som efter planen skal åbne til sommer.

Her åbner fem nye metrostationer på strækningen mellem København H og Ny Ellebjerg, som nu hedder København S.

Lukningen ærgrer Metroselskabets direktør Rebekka Nymark, men situationen kan ikke være anderledes, forklarer hun.

»Når vi skal forlænge M4 til Sydhavn og Valby, er den sidste testfase nødvendig for, at vi kan få de påkrævede sikkerhedsgodkendelser til at kunne køre med passagerer til sommer,« siger Rebekka Nymark i en pressemeddelelse.

»Og det kan desværre ikke gøres uden at genere vores kunder, da systemer og tog hænger sammen i M3 og M4,« forklarer hun endvidere.

Det er M3 Cityringen og M4 - den røde og blå linje - som lukkes.
Det er M3 Cityringen og M4 - den røde og blå linje - som lukkes. Metroselskabet

Ifølge Metroselskabet handler lukningen på M3 og M4 om, at man skal være sikker på, at det samlede system er både sikkert og velfungerende.

Lukningen vil ske klokken 02.00 natten til lørdag den 10. februar og vare ved indtil klokken 6.00 om morgenen den 26. februar.

Det vil i hele perioden være muligt at køre med M1 og M2 som normalt, oplyser Metroselskabet.

Der vil blive indsat metrobusser, som ifølge Metroselskabet 'i vid udstrækning' kommer til at dække stationerne på M3 og M4. De vil køre cirka hvert tredje minut i myldretiden på de mest centrale strækninger, oplyser Metroselskabet.

Man skal dog som passager forvente 'meget længere rejsetid' i forbindelse med metrobusserne, ligesom man advarer om, at der ikke vil være plads til alle.