Langvarigt regnvejr, masser af lastbiler og et hav af konfirmationer.

Den cocktail har fredag formiddag vist sig at være giftig for trafikken på de danske motorveje - ikke mindst omkring Storebælt.

Særligt i retning fra Sjælland mod Fyn er der risiko for kødannelser.

»Der er ikke kø ved betalingsanlægget i øjeblikket, men vi har tæt trafik, og især i retning mod Fyn driller det lidt på Østbroen,« oplyser Jens Kjær Nielsen - chef for betalingsanlægget på Storebælt til B.T. ved middagstid.

»Regnvejret driller lidt oppe på broen, og så er der i dag en lidt stor andel af tunge køretøjer, som sammen med de mange konfirmationer over hele landet betyder, at det hele kører lidt langsommere end normalt.«

»Derfor har vi i samarbejde med politiet også sat hastigheden ned til 80 km/t fra de normale 110 km/t, for at sikre at kapaciteten på broen er maksimal,« tilføjer Jens Kjær Nielsen.

Også hos Vejdirektoratet oplyser vagthavende, at der er mange biler på vejene i dag.

»Vi kan også se, at der er masser af biler ved Storebælt og også på trækningen mellem Odense og Middelbart er det rigtig, rigtig tæt i dag. Det er store bededag, så der er både konfirmationer, forlænget weekend - og det regner. Så vælger mange at gøre noget andet end at gå ude i haven, og derfor havde vores prognoser også forudset, at der særligt i tidsrummet 11-14 fredag vil ekstraordinært mange biler på vejene med risiko for kødannelser,« siger vagthavende Mette Nedergaard.