Lørdag var nogle af verdens største vovehalse samlet i København.
Her var der nemlig Red Bull Cliff Diving (udspring, red.) fra taget af Operahuset
Det var dog ikke kun de høje udspring, som kunne få pulsen lidt op i Københavns havn.
En video, som er optaget lørdag eftermiddag, viser nemlig, hvordan det var tæt på at gå helt galt mellem to både i havnen.
Præcis, hvad der sker, ses ikke, men resultatet er ikke til at tage fejl af.
Den største af de to både påsejler den mindre båd, hvor der sidder fire unge mennesker.
Den mindre båd bliver skubbet i flere meter, før den lykkedes med at flyde fri fra den store båd, og alle lader til at slippe fysisk uskadte fra kollisionen.
»Hvad laver du din idiot? Er du dum i hovedet?« råber en af de unge mænd i den mindre båd.
Videoen stopper i det samme, som havneværterne, der patruljerer i Københavns havn, kommer ind i billedet.
Københavns Politi er for nuværende ikke involveret i sagen og henviser til netop Havneværterne.
Shane Kenny, som er chef for Havneværterne, bekræfter at de var til stede ved kollisionen og hjalp til med at deeskalere situationen.
»Vi assisterede, havde en dialog med begge parter og ydede psykisk førstehjælp til begge parter,« fortæller han til B.T.