En lastbil, som skulle køre studenterkørsel, brød torsdag formiddag i brand på motorvejen.

Det skete mellem afkørslerne ved Randers C og Randers S, da vognen var på vej ud for at hente de nyklækkede studenter.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Eftersom lastbilen var på vej til studenterkørslen, var der ingen studenter ombord.

»Lastbilen begyndte pludselig at brænde, da den kørte i det sydgående spor mellem afkørslerne ved Randers C og Randers S. Da vi nåede frem, havde chaufføren fra studentervognen og en anden lastbilchauffør, der var holdt ind for at hjælpe, dog næsten fået slukket ilden med tre-fire pulverslukkere,« siger indsatsleder Christian Nøddelund fra Beredskab og Sikkerhed Randers til mediet.

Formentlig brød branden ud på grund af en fejl ved bremsen.

Studentervognen blev så skadet af ilden, at den ikke kunne køre videre. Men om de studerende blev tilbudt en anden vogn eller om de overhovedet kom af sted på vognkørsel vides ikke.