En omfattende strejke blandt piloterne hos SAS betyder, at 300 flyafgange i hele Skandinavien lørdag er aflyst.

Nu kommer SAS med en direkte opfordring til de passagerer, der skal flyve med SAS i dag eller de kommende dage.

»Det er vigtigt, at man tjekker vores hjemmeside, før man møder op i lufthavnen. Der kan du skrive dit flynummer ind, og så kan du se, om din afgang er påvirket. Her får du også oplysninger om ombooking osv.,« siger Mariam Skovfoged, pressechef hos SAS.

Ude i Københavns Lufthavn har SAS-medarbejdere taget opstilling i veste, så passagererne kan få hjælp.

B.T’s medarbejder på stedet forklarer, at SAS-medarbejderne står med vand og frugt til de passagerer, der er mødt op.

»Men man skal helst ikke møde op derude. Man kan undersøge rigtig meget hjemmefra. Vi har de seneste dage også sendt sms eller e-mail til de passagerer, der er påvirket,« siger Mariam Skovfoged:

»Vi har undgået rigtigt store køer ude i lufthavnen de seneste dage, fordi man kan klare meget af det her hjemmefra. Så det er vigtigt, at man følger med på vores hjemmeside.«

De mange aflysninger har betydet, at priserne på flyafgange i Skandinavien er steget kraftigt de seneste dage. Derfor har SAS valgt at yde en ekstra service til de kunder, der vælger at få penge tilbage for deres flybillet.

»Hvis vi ikke har lykkedes med at ombooke dem indenfor 24 timer, kan man købe en billet ved et andet flyselskab, og her støtter vi med op til 300 euro, hvis billetprisen er dyrere. De skal bare sende kvitteringen efterfølgende,« siger Mariam Skovfoged.

SAS forventer ikke, at der kommer til at opstå decideret kaos i lufthavnen i dag.

»Vi åbnede allerede for ombooking otte dage før strejken, så vi har en del passagerer, der har benyttet sig af muligheden for at ombooke billetten,« Mariam Skovfoged:

»Det betyder, at vi ikke rigtigt har oplevet noget stort pres, og det forventer vi heller ikke i dag,« siger Mariam Skovfoged.