Et ekstraordinært stort menneskemylder skaber i øjeblikket ekstra travlhed i den offentlige transport i København.
Billeder fra metrostationen på Kongens Nytorv afslører et større kaos, der grundet et sammenfald af flere store begivenheder i hovedstaden skaber lange køer til metroen.

»Der er kø bare for at komme hen til rulletrappen. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er helt vildt,« lyder meldingen fra B.T.s journalist på stedet.
Hos Metro Service kan man bekræfte, at der er ualmindeligt mange mennesker på Kongens Nytorv i øjeblikket.
Det skyldes et utilsigtet sammenfald af flere forskellige store begivenheder, der finder sted nogenlunde samtidigt i København.
»Der har været Luciaoptog i Nyhavn, der er fodboldkamp i Parken, en større demonstration i Indre By, og så er der generelt bare ekstra mange mennesker i bymidten på en lørdag i december,« siger Morten Svan, der er kommunikations- og pressekoordinator i Metro Service.

Han oplyser, at der også er mange mennesker på de nærliggende stationer, men at Kongens Nytorv, som er et knudepunkt for samtlige metrolinjer i København, er særligt hårdt ramt.
»Vi har indsat ekstra personale på Kongens Nytorv og indsat de reservetog, vi har til rådighed, på linjen,« siger Morten Svan.
Han opfordrer passagererne til at »væbne sig med tålmodighed,« indtil mylderet er blevet afviklet.

