»Søndag er der risiko for, at Storebæltsbroen lukker på grund af storm mellem 5.30 og 17,« således lyder meldingen fra Sund og Bælt lørdag aften på Twitter.

En melding, der næppe falder i god jord hos de juletrafikanter, der planlægger at krydse landet 27. december. Dem har Sund og Bælt da også skænket en tanke i deres Twitter-opslag:

»Derfor opfordres alle trafikanter, der skal over Storebæltsbroen i weekenden, til at køre uden for denne periode, hvis muligt.«

Meldingen fra Sund og Bælt kommer i kølvandet på, at DMI varsler en vindstyrke på op til 26 meter i sekundet søndag fra morgen til eftermiddag.

Af hensyn til trafikanternes sikkerhed lukker Storebæltsbroen altid for trafik, når stormstyrken rammer de 25 meter i sekundet, og derfor sender man altså en melding ud allerede nu.

Allerede lørdag aften er vinden taget til, og derfor har Sund og Bælt besluttet at fraråde vindfølsomme køretøjer på broen.

Advarslen omfatter særligt høje, lette køretøjer som lastbiler med let eller ingen last, biler med campingvogn eller trailer samt varebiler og busser.

Sund og Bælt melder, at man følger vejrsituationen løbende på baggrund af DMI's forventninger.

Endvidere lyder det, at togtrafikken for nuværende ikke ser ud til at blive påvirket af vejrsituationen.

Foruden Storebæltsbroen er også Langelandsbroen ramt af høje vindstyrker.

Således fraråder man fra klokken 21 og frem til søndag morgen vindfølsomme køretøjer på broen.