Opdatering klokken 11:06: Problemerne er nu løst, oplyser DSB.

»Kablet er nu blevet repareret, og togene er igen begyndt at køre,« lyder det i et tweet.

Tidligere version af artiklen kan læses herunder:

Det kabel, der styrer signalerne, er blevet gravet over.

Det betyder, at der mandag – helt fra tidlig morgen og noget tid endnu – ikke kører tog mellem Fredericia og Aarhus H.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

Man har derfor indsat togbusser på strækningen – men dem er der også lidt udfordringer med:

»Vi kører togbusser i pendulfart mellem Aarhus og Fredericia. Der forsøges at lave nogle direkte afgange, men på grund af udfordringerne med at skaffe togbusser er det ikke muligt at opdatere Rejseplanen med tider,« lyder det på DSBs hjemmeside.

DSB oplyser, at togbusserne ikke kører via Hedensted:

»Passagerer til og fra Hedensted kan kontakte DSB Kundecenter på tlf. 70 13 14 15,« lyder det.

Der er også indsat fire minibusser, der kører i 'pendulfart' mellem Vejle og Fredericia med stop på Børkop og Brejning.

Skal du med toget mellem Fredericia og Aarhus, skal du fortsat væbne dig med tålmodighed:

»Banedanmark arbejder på at rette fejlen, og deres første forsigtige prognose lyder, at vi tidligst fra kl. 11 igen kan køre mellem Fredericia og Aarhus H,« lyder det i den seneste opdatering fra DSB.

B.T. følger sagen.