Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Der er natten til torsdag sket et større færdselsuheld på Fynske Motorvej.
Det betyder, at der i øjeblikket er helt lukket i østgående retning mellem afkørsel 48 og 49.
Det skriver Fyns Politi på Twitter.
»Søg andre veje eller afvent, indtil yderligere information er udsendt,« lyder det i tweetet.
Efterfølgende har vagtchefen hos Fyns Politi, Torben Jakobsen, fortalt til Ritzau, at motorvejen først forventes åben igen omkring klokken 8, hvilket kan give udfordringer i morgentrafikken.
»Det er en lastbil, der har en bulldozer på ladet. Han (chaufføren, red.) kører i østgående retning, mister herredømmet over lastbilen og rammer autoværnet og en gangbro,« siger han til nyhedsbureauet:
»Herefter taber lastbilen bulldozeren. Lige nu ligger både bulldozer og lastbil og spærrer i det østgående spor.«
Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med uheldet.
B.T. følger sagen.