Fire til fem biler har været involveret i et større færdselsuheld på motorvej E45 ved det vestlige Aarhus.
Ulykken giver trafikale problemer på og omkring ulykkesstedet.
»Vi er lige kommet derud med læge, ambulance og politiet,« siger Stig Heidemann, vagtchef ved Østjyllands Politi, til B.T.
»En af bilerne ligger på taget, og man er ved at hjælpe én ud, der har siddet fast i en af bilerne. Ellers er alle andre selv kommet ud.«
Politiet oplyser på Twitter, at der er to tilskadekomne.
Trafikken ledes lige nu - via nødsporet - forbi uheldsstedet.
Politiet ved ikke, hvor længe arbejdet på stedet vil finde sted.
Der kan eventuelt køres fra ved udfletningen syd for Aarhus og herefter findes alternativ rute.
Fra politiets side henstilles der til, at bilisterne i modsatte, sydlige spor koncentrerer sig om egen kørsel fremfor at kigge på ulykkesstedet.

