Stigende energipriser betyder dyrere fjernvarme til næste år
Ti fjernvarmeselskaber landet over hæver ifølge TV 2 prisen på varme til næste år.

Ti fjernvarmeselskaber landet over hæver ifølge TV 2 prisen på varme til næste år.

Det bliver dyrere at skrue op for varmen i radiatorerne næste år for tusindvis af fjernvarmekunder.
Det skriver TV 2.
Ifølge mediet har foreløbig ti selskaber bebudet højere varmepriser i 2027. Der er de fleste steder tale om stigninger på mellem seks og ti procent.
Det skyldes, at priserne på energi generelt er stigende, forklarer byggefaglig formidler hos videnscentret Bolius Tue Patursson.
- Og da fjernvarmeanlæg er afhængige af biobrændsel, gas, olie og el, så må man forvente, at prisen også stiger på fjernvarme bredt set, siger han til TV 2.
I Præstø på Sydsjælland er der lagt op til, at fjernvarmeprisen stiger med 40 procent næste år.
Her har det lokale fjernvarmeselskab ellers kunnet sænke prisen de seneste to år.
Fjernvarmeselskabet er ved at omstille produktionen til el, men selskabet udfordres af, at der er mangel på kapacitet i elnettet.
Bestyrelsesformand i Præstø Fjernvarme Morten Møller Kristensen fortæller til TV 2, at man i år "er blevet tvunget til at gå tilbage til gas på grund af manglende strøm".
Det betyder ifølge Morten Møller Kristensen, at selskabets produktionsforudsætninger er "smadret", og at man er "stavnsbundet til fossilt brændsel".
Dagbladet Børsen har tidligere afdækket, at flere fjernvarmeselskaber, som er ved at omstille sig til el, er ramt af den samme problematik.
Et bredt flertal i Folketinget vedtog 1. oktober en akutplan for elnettet, der gør det muligt at prioritere, hvem der får adgang til den begrænsede kapacitet på elnettet.
Det fulde omfang af prisstigninger hos landets fjernvarmeselskaber kendes ifølge TV 2 endnu ikke, da mange selskaber endnu ikke har fremlagt takstblade for 2027.