Lyt til artiklen

»Forvent kø.«

Sådan skrev DR P4 Trafik København & Sjælland på Twitter efter et uheld med flere biler på Køge Bugt Motorvejen tidlig tirsdag morgen. Og den forudsigelse skulle i den grad vise sig at holde stik.

Uheldet skete kort efter tilkørsel 27, Greve N, i retning mod København i et af de to spor, der fortsætter til Motorring 4.

Da det var værst, var køen flere kilometer lang, og bilisterne måtte forvente op til en times forlænget rejsetid på strækningen.

Trafiksituationen blev yderligere besværliggjort af, at der holdt en havareret bil i køen, og der derfor kun var to åbne spor midt i myldretiden.

Nu er der ryddet op efter uheldene – og langt om længe er trafiksituationen blevet bedre.

Der er dog stadig kø og op til 10 minutters forlænget rejsetid på motorvejen startende ved frakørsel 31a, Solrød S.

Vejdirektoratet forventer først normal trafik på strækningen efter myldretiden.