Bilister på E45 skal væbne sig med tålmodighed i weekenden.

Fra lørdag den 13. juni klokken 17.00 til søndag den 14. juni klokken 09.00 bliver den østjyske motorvej lukket helt mellem afkørsel 57 Horsens S og 56B Horsens C.

Det skriver vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at en ældre bro på Korningvej skal fjernes som led i den omfattende udbygning af E45 mellem Vejle og Skanderborg.

Trafikanterne vil i den periode blive ledt på en omkørsel via Vestvejen, Vejlevej, Ringvejen, Hattingvej og Ny Hattingvej.

Vejdirektoratet advarer om, at både motorvejen og de omkringliggende veje kan blive hårdt belastet, mens nedrivningen står på.

Her ses et kort over området. 
Her ses et kort over området.  Foto: Vejdirektoratet

»Hvis man har mulighed for at undgå at køre på motorvejen og i det vestlige Horsens, mens vi spærrer motorvejen for at rive broen på Korningvej ned, så vil jeg anbefale det. For presset på de kommunale veje og lyssignaler bliver markant ændret, og det kan betyde trængsel og forlænget rejsetid især i de første timer efter klokken 17:00,« siger John Kjærsgaard, projektchef i Vejdirektoratet.

Nedrivningen ventes også at tiltrække nysgerrige tilskuere. 

Derfor oplyser vejdirektoratet, at der bliver etableret et særligt område på østsiden af motorvejen, hvor interesserede forbipasserende kan følge arbejdet.

Vejdirektoratet understreger dog, at afspærringerne skal respekteres af hensyn til sikkerheden.

Hjemmeværnet og Sydøstjyllands politi vil være til stede under arbejdet.