Snestormen, som ventes at ramme Midt- og Nordjylland mandag og tirsdag, kommer til at påvirke togtrafikken.

DSB meddeler, at samtlige lyntog fra tidlig tirsdag morgen mellem Aarhus og Aalborg bliver aflyst.

Aflysningen gælder indtil videre frem til tirsdag klokken 12.

»Der kan komme yderligere ændringer til andre landsdele,« lyder det videre fra DSB.

Skal du med tog mellem Aarhus og Aalborg, må du forvente forlænget rejsetid.

Det vil nemlig kun være regionaltogene, som kører. DSB opfordrer i øvrigt til at holde sig opdateret på Rejseplanen.

Lokalt kan der i det jyske falde op mod 40 centimeter sne.

Også Nordjyllands Trafikselskab, som kører fra Aalborg og videre nordpå, forventer forsinkelser:

»Man skal væbne sig med tålmodighed i morgen (tirsdag, red.), fordi der vil være ustabil drift, og det er ikke det, vi bryster os af i den kollektive trafik.«

»Så hvis man har mulighed for at tage en hjemmearbejdsdag, vil det være en god idé sådan en dag som i morgen, hvor driften vil være usikker,« siger Mette Henriksen, kunde- og salgschef i Nordjyllands Trafikselskab.

Indtil videre har trafikselskabet ikke meget overblik over, hvordan tog- og busdriften bliver i løbet af tirsdag.