Om kun ganske få dage går det løs med skolernes efterårsferie.

Men det kan også sætte gang i noget ganske andet:

Nemlig trængsel i trafikken, lange køer og udfordret tålmodighed.

Det er i hvert fald noget, man kan risikere at støde inde i den kommende tid – særligt på fredag, hvor ferien går i gang, når skolerne lukker ned.

I en pressemeddelelse oplyser Vejdirektoratet, at man venter, at udrejsetrafikken bliver størst:

  • Fredag den 9. oktober mellem klokken 14.00 og 18.00.

  • Lørdag den 10. oktober mellem klokken 11.00 og 14.00.

»Trafikken vil især samle sig på de store veje på tværs af landet. Det gælder E20 Vestmotorvejen og Fynske Motorvej, motorvejsnettet omkring Kolding og E45 Sønderjyske Motorvej ved den dansk-tyske grænse,« lyder det.

Fredag kan blive ekstra presset, da det kan blive en blanding af almindelig myldretidstrafik og ferietrafik.

I den anden ende af ferien forventer Vejdirektoratet, at der igen kommer flere biler på vejene – flest vil der være:

  • Lørdag den 17. oktober mellem klokken 11 og 14.

  • Søndag den 18. oktober mellem klokken 14 og 18.

Vejdirektoratet anbefaler derfor, at du så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum, og at du holder dig orienteret på Trafikinfo.dk eller P4 Trafik.

»Husk at der altid kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr og andre uforudsete hændelser – og at risikoen naturligt nok er større, når der er mange biler på vejene,« oplyses det.