Inden for tre år vil din bil selv sænke farten, hvis du kører for stærkt, advare dig, hvis du virker distraheret, og selv stå på bremsen, hvis en fodgænger pludselig går ud foran din bil.

Det er konsekvensen af en aftale, som EU-institutionerne er nået til enighed om. Og selvom det er glædeligt, vil det også ramme dig økonomisk, mener FDM.

»Det er klart: Jo mere udstyr det bliver obligatorisk at installere i bilerne, jo dyrere bliver bilerne at producere. Så vi forventer som udgangspunkt, at det bliver dyrere at købe bil,« siger Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM.

Aftalen betyder, at 15 sikkerhedsforanstaltninger bliver obligatoriske i alle biler, der sælges i EU fra 2022. Aftalen skal stemmes endeligt igennem af EU-Parlamentet og medlemslandene til september.

Tiltaget har været længe undervejs. EU-Komissionen mener, at de nye sikkerhedsforanstaltninger i 2038 vil have reddet 25.000 EU-borgere fra at dø i trafikulykker.

»Grundlæggende er det her positivt, for det betyder, at vi får sikrere biler og dermed en højere trafiksikkerhed. Det her er det helt rigtige at gøre,« siger Dennis Lange:

»Men det er jo relativt omfattende forstået på den måde, at det er mange sikkerhedssystemer, man gør obligatorisk.«

Helt konkret betyder den nye lovgivning, at alle biler skal indeholde funktioner, som kan gøre kørslen mere sikker.

Det er blandt andet hastighedskontrol, nødbremser og anden teknologi, der kan advare dig eller på anden måde afværge ulykker.

Der skal også installeres en såkaldt 'black box'.

Den vil gøre det muligt at se, hvad der er gået galt, når der sker trafikuheld – lidt ligesom man kender det fra fly.

FDM: Systemer ikke helt til at stole på

»En række af de her systemer findes allerede i mange nye biler. Ikke i de billigste, men du skal ikke langt op i prisklasse. Så mange bilister kender nogle af de her funktioner i forvejen,« siger Dennis Lange:

»Alt andet lige vil en bil koste mere, når det her udstyr skal være i alle modeller. Man kan så sige, at der kommer stordriftsfordele, når man skal producere så meget af den her teknologi, så ekstraprisen bliver nok ikke lige så høj, som den er, hvis du skal have de her systemer i dag.«

Noget andet, der vil bidrage til, at priserne på biler stiger, er øgede afgifter på grund af udstyret, forklarer Dennis Lange.

De mange nye funktioner bliver dog mulige for bilister at slå fra til at starte med.

Hvis du for eksempel kører på en strækning, hvor du må køre 80 kilometer i timen, og din bil pludselig fejllæser skiltene til at være 60 kilometer i timen, kan du godt trumfe systemet ved at træde hårdt på speederen.

»Det har for os og andre været ret vigtigt, at man kan tilsidesætte hastighedskontrollen for eksempel,« siger Dennis Lange:

»Systemerne er ikke så gode, at vi helt kan stole på dem, og vejskiltene er ikke altid tydelige. Så ud fra et trafiksikkerhedsperspektiv skal man kunne tilsidesætte teknologien,« siger Dennis Lange.

Muligheden for at tilsidesætte de obligatoriske sikkerhedssystemer skal blandt andet også gøre det nemmere for EU-borgerne at acceptere de mange nye funktioner i deres biler.