Hører du til dem, der lidt for ofte kører uden billet i S-toget, metroen eller anden offentlig transport?

Så er der dårligt nyt. Det er nemlig slut med at kunne ignorere bøderne – de såkaldte kontrolafgifter – fra DSB, Metro Service, Movia og Arriva.

De fire store trafikselskaber er nemlig blevet koblet på Gældsstyrelsens inddrivelsessystem, PSRM.

Det betyder, at Gældsstyrelsen siden 2020 har kunnet bruge lønindeholdelse over for skyldnere med ubetalte kontrolafgifter hos de fire trafikselskaber.

Kontrolgiften er på 750 kroner og skal betales inden for 14 dage.
Kontrolgiften er på 750 kroner og skal betales inden for 14 dage. Foto: Emil Helms
Vis mere

Og det virker.

Sidste år, hvor DSB, Metro Service, Movia og Arriva blev koblet på systemet, blev gældsinddrivelsen for ubetalte kontrolafgifter mere end tredoblet til 116 millioner kroner mod blot 37 millioner kroner i 2019, oplyser Gældsstyrelsen.

»Den her fremgang for trafikselskaberne viser meget tydeligt, hvad PSRM kan. Lønindeholdelse er en effektiv metode til at få personskyldnere til at afdrage på deres gæld,« siger direktør i Gældsstyrelsen Lars Nordahl Lemvigh.

»Og vi oplever lige nu, at vi måned for måned kan sende flere og flere penge tilbage til trafikselskaberne, der er blevet koblet på det nye system.«

Trafikselskaberne har fået inddrevet flere ubetalte kontrolafgifter.
Trafikselskaberne har fået inddrevet flere ubetalte kontrolafgifter. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lønindeholdelse bruges af Gældsstyrelsen, når det ikke er muligt at få skyldnere til at betale gælden af på anden vis, for eksempel gennem afdragsordninger.

Indtil videre har cirka 46.000 ud af omkring 123.000 skyldnere med gæld til de fire trafikselskaber fået trukket gæld direkte i deres løn.

De afdrager samlet set på gæld på omkring 380 millioner kroner.

»Jo længere man venter med at betale, jo flere renter løber der bare på, så skyldnerne slipper i virkeligheden billigst ved selv at kontakte os og indgå en aftale om betaling,« Lars Nordahl Lemvigh.

Lønindeholdelse gør det sværere at ignorere kontrolafgiften.
Lønindeholdelse gør det sværere at ignorere kontrolafgiften. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Alternativt vil flere og flere skyldnere opleve, at vi anvender lønindeholdelse for at sende pengene tilbage til trafikselskaberne.«

Lønindeholdelsen tager højde for den enkeltes indkomstniveau. Det betyder, at den enkelte skyldner ikke bliver trukket mere i løn om måneden, end at der fortsat er mulighed for at opretholde en rimelig levestandard.

Kontanthjælpsmodtagere og andre personer på overførselsindkomst kan maksimalt blive trukket 400 kroner om måneden til betaling af gæld, oplyser Gældsstyrelsen.