Slukning af gadelamper vækker bekymring: Giver det indbrudstyve frit spil?


I Haderslev Kommune er man klar til at slukke gadelamperne som næste skridt i kommunens spareplan.
Det er nemlig blandt andet ved gadebelysningen, de kan få mest valuta for pengene ved at spare.
Sådan lyder det fra direktør for teknik og klima ved Haderslev Kommune, Karina Kisum Jensen, der fortæller til Jydske Vestkysten, at man i disse dage er ved at skabe sig et overblik over, hvor det bedst kan betale sig at spare.
»Så vi slukker efter en plan og ikke i panik,« siger Karina Kisum Jensen.
Her ser man også til andre kommuner i landet for inspiration.
For eksempel til Frederiksberg Kommune, der har regnet sig frem til, at kommunen kan spare 300.000 kroner om året, hvis den daglige tændingstid bliver en time kortere.
Karina Kisum Jensen siger, at de ligeså overvejer at gøre tændingstiden kortere i Haderslev.
Men hvis det kommer til at betyde mørke villaveje og industriområder, sætter formanden for teknik- og klimaudvalget, Carsten Leth Schmidt, foden i jorden.
Det er et spørgsmål om tryghed, siger han. Indbrudstyve skal ikke have mulighed for at bevæge sig rundt uden mulighed for at blive opdaget.
Og kommunen har da også før oplevet, hvilke reaktioner det kan udløse, når man slukker gadebelysningen.
Det gjorde man nemlig også tilbage i 2011 som led i en større sparerunde.
Her slukkede man alle gadelamper i nattetimerne – bortset fra i indre Haderslev, Vojens og Gram. Og det udløste både tor frustration og mange klager.