Det sker godt 4.000 gange om året. Eller hele 11 gange om dagen.

At en bilist taber gods på en dansk statsvej til fare for medtrafikanter.

Det viser tal, som Vejdirektoratet har udleveret til Gjensidige – men det lyder også, at problemet kan være meget større.

For de i alt 4.031 registrerede tilfælde sidste år dækker således kun over hændelser på de såkaldte statsveje: Altså motorveje og større strækninger.

Tabt gods på mindre veje i eksempelvis byer er derfor ikke indregnet.

Derfor kommer der en opfordring fra Gjensidige:

»Det kan skabe utrolig farlige situationer i trafikken, når gods ryger af midt på vejen, fordi trafikanter, der ofte kommer med høj fart, kan være nødsaget til at vige udenom eller bremse op,« lyder det fra skadedirektør Lene Rasmussen:

»Brug derfor gerne den ekstra tid på at sikre lasten ordentligt – det er en enkel måde at tage ansvar for alles sikkerhed.«

Lasten skal spændes ordentlig fast, og vægtfordelingen på en trailer skal være i orden, lyder det også. 

De mange tabte genstande kan være alt fra byggematerialer til cykler og haveaffald, og hver gang skal Vejdirektoratet rykke ud for at rydde op.

Bilister, der har tabt gods, kan risikere at få en bøde eller i alvorlige tilfælde en betinget frakendelse af kørekortet.