Færgetrafikken mellem Sjælland og Samsø er stoppet efter uheld.

Det bekræfter Molslinjen, der driver Samsølinjen, over for TV 2 Østjylland.

Mandag morgen ramte færgen fra Samsø molen i Kalundborg, hvilket medførte en revne i skroget på godt og vel en meter.

»Vi adviserede Søfartsstyrelsen og et klassifikationsbureau, som kommer og skal vurdere skaden. De skal også instruere os i, hvor meget der skal laves, før skibet kan sættes i drift igen«, siger kommunikationschef Jesper Maack til TV 2 Østjylland.

Revnen er ifølge kommunikationschefen et godt stykke over vandlinjen, men for at være sikker har man besluttet at nedlægge færgeruten midlertidigt.

På grund af besigtigelsen og reparationen har det medført, at de resterende afgange mandag, tirsdag og starten af onsdag er blevet aflyst.

Næste afgang er altså fra Kalundborg onsdag klokken 17.55, da det ikke er muligt at sætte en afløsende færge ind på linjen, forklarer Jesper Maack.

Driftstatussen kan løbende følges på Samsølinjens hjemmeside.