Passagerer ombord på et SAS-fly med planlagt afgang fra Arlanda Lufthavn i Stockholm mod København fik sig mandag formiddag en slem forskrækkelse.

Da flyet var lige ved at lette, sendte flyets systemer en advarsel midt under letningen, som gjorde, at man måtte afbryde starten, da flyets forende allerede havde løftet sig fra jorden.

Var du - eller nogen du kender - ombord på SAS-flyet? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail til khas@bt.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Det bekræfter pressechef i SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, der kalder det en 'afbrudt start', til Aftonbladet.

Afbrydelsen skabte »panik i kabinen,« fortæller Joakim Ågren, som var ombord på flyet.

En anden passager, som Aftonbladet har talt med, kalder den forfejlede start for »skræmmende«.

»Min første tanke var, at vi var ved at køre ind i noget. Man kan jo alligevel ikke se, hvad der er foran flyet. Det var nogle virkelig skræmmende sekunder,« fortæller 23-årige Karl Netzell til Aftonbladet.

Det er stadig uvist, hvad der fik flyet til at slå alarm, oplyser SAS.

Flyet blev efterfølgende kørt tilbage til gaten, hvor piloten tog en snak med de chokerede passagerer.