Natten til mandag løb en gammel vindmølle på Mors løbsk – og den løber så at sige stadig mandag eftermiddag.

Det er hidtil ikke lykkedes at få kontrol over vindmøllen, men nu er der lagt en plan, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

Vindmøllen skal stoppes på ganske manuel vis:

»Nogle kloge hoveder har lagt en plan, der indebærer at skyde en stålwire fast på vindmøllen og dernæst få den til at gå i stå, fordi den har viklet sig selv ind,« fortæller vagtchefen.

Det kommer til at ske i løbet af mandag eftermiddag. Derfor har Midt- og Vestjyllands Politi besluttet at spærre Vildsundvej uden for Nykøbing Mors – oplyser politiet på Twitter.

Afspærringen vil nærmere finde sted mellem Sallingsundsvej og Nørrebro.

Hvornår planen bliver gennemført, er endnu uvist, men politikredsen lover at melde noget ud, inden man går i gang.

I forbindelse med aktionen bliver det nemlig nødvendigt at spærre Hovedvej 26 – Vildsundvej – helt.

»Det sker af sikkerhedsmæssige årsager. Hvis der nu falder noget af en vinge, går det ikke, at der er bilister på vejen,« fortæller Jens Claumarch.

Vagtchefen tilføjer, at der endnu ikke er lagt en plan B, hvis det ikke lykkes at få stoppet vindmøllen ved hjælp af stålwire-planen.

Den 30 meter høje vindmølle har i skrivende stund pisket af sted i mere end 12 timer.

Der er tale om en DWP-vindmølle på 175 kilowatt, som blev opstillet i 1986. Det er angiveligt en fejl i bremsesystemet, der har fået den til at løbe løbsk.