Stort set alle S-tog holder fredag formiddag stille i Storkøbenhavn.

»Vi har en masse S-tog, der holder stille. Der er tilsyneladende tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse,« siger DSBs pressevagt til B.T.

Rejseplanen melder om massive forsinkelser på alle linjer, mens nogle afgange er markeret som aflyst.

Over højttalerne i togene bliver det ifølge Ritzau oplyst, at der er et fagligt møde i gang.

DSB oplyser på Twitter, at man ikke har nogen tidshorisont for, hvornår driften er normal igen.

Ifølge B.T.s oplysninger skyldes arbejdsnedlæggelsen utilfredshed med et nyt system i DSB, som medarbejderne registrerer deres arbejdstid i. Det bekræfter et papir fra lokoførerne, som B.T. er kommet i besiddelse af.

Lønsystemet har ikke fungeret ordentligt i mere end en måned, hvilket betyder, at S-togs-personalet ikke har fået udbetalt deres tillæg for arbejde på skæve tidspunkter med lønnen for juni.

Idet S-togene kører mellem 20 og 24 timer i døgnet, udgør genetillæggene en betydelig del af lønnen.

»Vi har fortsat INGEN tillid til ledelsen i DSB, som dag efter dag udviser en total mangel på anstændighed over for deres medarbejdere,« fremgår det af skrivelsen.

Hos Dansk Jernbaneforbund kan man ikke bekræfte hvad strejken handler om - men opfordrer medlemmerne til at gå i arbejde igen med det samme, da arbejdsnedlæggelsen er ulovlig.

Fællestillidmand hos DSB S-tog Thomas Bryan-Lund kan heller ikke bekræfte, hvad strejken handler om, da han ikke er nået frem til det faglige møde.

»Jeg er selv fanget på Hellerup Station og kan ikke komme videre. Men jeg vil gerne opfordre mine kolleger til at genoptage arbejdet,« siger han.