På grund af akut sporarbejde kan der ikke køre S-tog på linje E-strækningen mellem Bernstorffsvej Station og Sorgenfri Station fredag morgen.
Mere konkret skyldes det en akut opstået skinnejustering, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at der er indsat togbusser på strækningen, men grundet den korte varsel, kan der kun skaffes mellem fem og syv busser, lyder det.
Derfor vil der være ventetid på togbusserne fredag morgen og formiddag, mens togbussernes afgangstider er omtrentlige.
»Desværre kan kun halvdelen af E-togene vises i skærmene, så lyt til togets højttalere og vær ekstra opmærksom på togets destinationsskilte,« skriver DSB.
»Lyt til højttalerne på stationen og hold dig orienteret på skærmene på perronen.«
Banedanmark forventer at have nyt i sagen omkring klokken 10.