Bliv hjemme eller vent!

Sådan lyder det fra Vejdirektoratet denne lørdag, hvor der er udsigt til noget, man på godt dansk kan kalde trafikkaos.

Så læs lige med her, inden du sætter dig i bilen og kører ud i det blå.

I hvert fald hvis du har tænkt dig at cruise rundt på Sjælland eller skal over Storebæltsbroen i løbet af dagen.

16.000 af motionscyklister får lørdag mulighed for at køre en af årets danske Tour de France-etaper, når cykelløbet 'Tour de Storebælt' bliver afholdt.

Det betyder, at flere byer og veje bliver helt spærret af, og på Storebæltsbroen bliver trafikken begrænset, så det i flere timer kun vil være muligt at bruge det ene spor.

Her bliver vejen midlertidig omlagt til landevej med modkørende trafik og en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen.

Løbet følger en rute fra Roskilde mod Holbæk, omkring Odsherred og Kalundborg og videre ned mod Korsør, inden rytterne kører over Storebælt og i mål i Nyborg.

Arrangørerne oplyser, at trafikken bliver påvirket i kommunerne Roskilde, Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg, Slagelse, Nyborg og på Storebæltsbroen.

»Undgå at benytte ruten som bilist, eller kør hjemmefra i meget god tid,« skriver folkene bag 'Tour de Storebælt' på deres hjemmeside.

Trafikken bliver påvirket mellem klokken 07 og 21, men ifølge Vejdirektoratet bliver det især mellem 13 og 21, at der er risiko for længere transporttid og kø.

Det gælder især Storebæltsbroen, Rute 22 mellem Kalundborg og Slagelse og rute 23 mellem Kalundborg og Roskilde.

Storebæltsbroen vil ifølge politiet være helt afspærret mellem klokken 15 og 15.30 og mellem 20 og 20.30 i forbindelse med, at trafikken bliver omlagt.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer på Twitter bilisterne til at tage afsted i god tid og passe på rytterne.