Risikoen for kødannelser og forlænget rejsetid er øget de kommende otte uger på Fynske Motorvej.

Det skyldes, at Vejdirektoratet lægger ny asfalt ved Tietgenbyen mellem Odense og Langeskov. Arbejdet begynder søndag 14. maj.

Arbejdet finder sted i begge retninger fra vest for rampeanlæg 48 Tietgenbyen til lige øst for rampeanlæg 47 Langeskov, fremgår det af en pressemeddelelse.

Det gamle asfalt bliver affræset, hvorefter den underliggende belægning repareres. Derefter lægges der ny asfalt, som ifølge pressemeddelelsen er mere klimavenlig.

Arbejdet står på i otte uger, men heldigvis for trafikanterne vil det primært blive udført mellem klokken 18.30 og 06.00.

Det kommer til at foregå i to etaper.

Under etape 1 arbejdes der i vestgående retning øst for rampeanlæg 47 Langeskov til vest for rampeanlæg 48 Tietgenbyen.

Ved aften- og natarbejdet ledes den vestgående trafik over i østgående spor med ét spor farbart i begge retninger.

I perioder vil fra- og tilkørselsramperne i vestgående retning ved rampeanlæg 47 og rampeanlæg 48 Tietgenbyen være spærret i arbejdsperioderne.

Under etape 2 arbejdes der i østgående retning fra vest for rampeanlæg 48 Tietgenbyen til øst for rampeanlæg 47 Langeskov.

Her vil konsekvensen være, at ved aften- og natarbejdet ledes den østgående trafik over i vestgående spor med ét spor farbart i begge retninger.

Også her vil fra- og tilkørselsramperne i østgående retning ved rampeanlæg 48 og rampeanlæg 47 periodevis være spærret i arbejdsperioderne.

I dagtimerne mellem klokken 06.00 og 18.30, hvor der altså ikke arbejdes på strækningen, vil motorvejen og ramper være åbne for normal trafik.