Det er ordet, som sommerbilister på de tyske motorveje allerhelst vil undgå at støde på.

Stau.

Men med weekendens forestående sommerferiebegyndelse er der ved at være højsæson for netop det: Asfaltkøer.

Dog er der godt nyt fra ADAC, den tyske variant af FDM.

Herfra lyder det i en prognose, at man »ikke forventer endeløse trafikpropper på ferievejene i starten af ​​sæsonen«. 

I Tyskland falder sommerferien dog forskelligt fra delstat til delstat – og derfor skal man også tage det i betragtning i forhold til risikoen for kø.

Her ses et kort over Tyskland, hvor større vejarbejder er markeret. Her kan også ses de strækninger, hvor risikoen for kø vurderes at være størst. Foto: ADAC

Som i Danmark er der således meldt ferietid i delstaterne Hessen, Rheinland-Pfalz og Saarland fra denne weekend. 

»Risikoen for trafikpropper er derfor særligt høj i vest,« skriver ADAC om de næste dage med et tilhørende aber dabei:

»Dagsturister og dem, der beslutter sig for at rejse i sidste øjeblik, vil sandsynligvis også forårsage adskillige trafikpropper på grund af den igangværende hedebølge.«

Én ting skal man dog være opmærksom på.

Skal man længere mod syd til eksempelvis Italien, er det værd at notere sig, at Fernpass-ruten B179 ved Tyrol i Østrig vil være lukket lørdag fra klokken 10-12 på grund af en demonstration.

»Myndighederne råder bilister til at undgå Fernpass-området helt. Trafikken forventes også at være vanskelig lige før og efter demonstrationen,« lyder det fra ADAC.

Den tyske bilistorganisation har givet alle feriedage farverne gul, orange og rød ud fra risikoen for kødannelse, og i den sammenhæng er denne fredag rød, hvilket betyder 'meget høj kørisiko'. 

Lørdag og søndag er dog kun gul, 'øget risiko for kø'.

Set hen over de kommende ferieuger ligger hver eneste fredag i den røde kategori, mens det faktisk først er fra august, at lørdagene og søndagene også bliver røde eller orange ('høj kørisiko').

I Tyskland strækker sommerferien sig ind i september, hvilket altså betyder, at staurisikoen reelt eksisterer i de kommende 12 uger.

Her ses de strækninger, som ADAC forventer bliver mest belastet med kø hen over sommeren. Og ja, der er en del:

  • A1: Fehmarn – Lübeck – Hamburg – Bremen – Osnabrück – Münster – Dortmund – Köln

  • A2: Oberhausen – Dortmund – Hannover – Braunschweig – Magdeburg

  • A3: Arnheim – Oberhausen – Köln – Frankfurt; Linz – Passau

  • A4: Heerlen/Aachen – Köln – Olpe; Chemnitz – Dresden – Görlitz

  • A5: Karlsruhe – Basel; Kassel – Frankfurt

  • A6: Mannheim – Heilbronn – Nürnberg – Pilsen

  • A7: Flensburg – Hamburg – Hannover – Kassel; Ulm – Füssen/Reutte

  • A8: Karlsruhe – Stuttgart – München – Salzburg

  • A9: Berlin – Halle/Leipzig – Nürnberg – München

  • A10: Berliner Ring

  • A11: Berliner Ring – Kreuz Uckermark

  • A12: Berliner Ring – Frankfurt (Oder)

  • A13: Dresden – Schönefelder Kreuz

  • A20: Lübeck – Rostock

  • A21: Kiel – Bargteheide

  • A23: Hamburg – Heide

  • A24: Hamburg – Schwerin – Pritzwalk – Berliner Ring

  • A27: Bremen – Bremerhaven

  • A31: Gronau – Meppen

  • A38: Göttingen – Halle

  • A40: Duisburg – Essen

  • A45: Dortmund – Hagen – Gießen

  • A59: Köln – Bonn

  • A61: Mönchengladbach – Koblenz – Ludwigshafen

  • A81: Singen – Stuttgart – Heilbronn

  • A95: München – Garmisch-Partenkirchen

  • A96: Lindau – München

  • A99: Autobahnring München

Ifølge ADAC er der i øjeblikket omkring 1.000 igangværende vejarbejder på de tyske motorveje, hvilket som bekendt kan være en stor faktor i forhold til, om der opstår kø.