Onsdag morgen var der meldinger om flere problemer i trafikken på grund af snefald og isglatte veje.

Og det hele kan gentage sig i myldretidstrafikken onsdag eftermiddag og onsdag aften.

Østjyllands Politi har således været ude at advare på X.

'Flere patruljer melder om glatte veje i hele kredsen. Pas på hinanden – kør hjemmefra i god tid, kør forsigtigt, og hold god afstand,' skriver politiet.

Karina Svendsen er vagtchef hos Vejdirektoratet.

Til B.T. siger hun: 

»Lige nu ser det fornuftigt ud, men DMI har jo meldt om slud- og snebyger, og så kan de komme ned på frostgrader, hvilket jo giver glatte veje.«

Hun har følgende råd til bilisterne, der skal ud at køre onsdag eftermiddag og aften.

»Det gælder om at tjekke vejrudsigten, inden man kører hjemmefra. Og så skal man køre i god tid. Og så er det også en god idé at få vinterdækkene på, og man skal altid huske at køre efter forholdene, « siger hun.

Tidligere onsdag var der meldinger om, at der var målt 21 centimeter sne i Nordsjælland, men trafikken er ikke umiddelbart generet af sne onsdag eftermiddag.

»Der er ingen problemer med sne på vejene lige nu. Lad os håbe, at det varer ved,« siger Karina Svendsen.