Det har været en særdeles våd nat rundt om i landet.

Så våd, at der er vand på vejene flere steder i Danmark. Vejdirektoratet advarer om risiko for akvaplaning.

'Kør forsigtigt. Der er meget vand på vejene i kredsen, så sæt venligst hastigheden ned,' skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Også i Kalundborg-området har himlens sluser åbnet sig i en sådan grad, at det påvirker trafikken.

På Sydhavnsvej mellem Svends Alle og rundkørslen ved Østre Havnevej er der vand på vejen.

Vejdirektoratet advarer om risiko for akvaplaning og opfordrer bilisterne til at nedsætte hastigheden.

Ved syv-tiden torsdag morgen var det formentlig også meget vand på kørebanen, der var skyld i et solouheld på Holbækmotorvejen.

Her pådrog en bilist sig en flænge i panden, men slap ellers med skrækken.

Uheldet førte til en del kø på strækningen fra Holbæk mod Roskilde, men trafikken har nu igen normaliseret sig.

Også på Rute 13, Vejlevej, fra Vejle mod Viborg melder Vejdirektoratet om vand på kørebanen.

Tidligere på morgenen var venstre spor på E47, Sydmotorvejen, spærret fra Sakskøbing mod Farø på grund af vand på vejen.

Nu er alle spor igen farbare.

Opdateres...