Der kører lige nu ingen tog mellem Svendborg St. og Stenstrup St.

Det skyldes en personpåkørsel ved Svendborg, hvor en 23-årig mand fra området er afgået ved døden efter at være blevet ramt af et tog.

Personpåkørslen fandt nærmere betegnet sted i området ved Ring Nord og Sørupvej.

Vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede fortæller, at politiet arbejder på stedet.

»Vi har desværre en personpåkørsel på Svendborgbanen, hvor en person er afgået ved døden. Vi arbejder på stedet og har i øjeblikket ikke yderligere omkring selve hændelsen. De pårørende er underrettet.«

DSB's pressevagt fortæller, at personpåkørslen påvirker Svendborgbanen.

»Vi ved endnu ikke, hvor længe der kører togbusser på strækningen, men man skal nok regne med et par timer,« lyder meldingen klokken 07.25.

Togbusserne holder ved Stationsvej nord for stationen i Stenstrup, mens de holder på busholdepladsen i forlængelse af stationen i Svendborg.