En person blev torsdag morgen ramt af toget ved Roskilde Station.

Kort efter blev den pågældende erklæret død.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver på Twitter, at der ikke er mistanke om, at der er foregået noget kriminelt i forbindelse med dødsfaldet.

Anmeldelsen kom klokken 05.23.

Ulykken betyder, at togdriften mellem København H, Roskilde og Ringsted er ramt af forsinkelser og aflysninger torsdag morgen og formiddag.

Umiddelbart efter ulykken var togdriften på strækningen helt indstillet.

Kort før klokken 6 oplyste DSB imidlertid, at togene kører igen, men efter en ændret køreplan.

DSB opfordrer passagererne til at holde sig orienteret på Rejseplanen.