Et drama ombord på et SAS-fly får nu en passager til at rejse en hård kritik af det danske flyselskab.
Torsdag aften skabte kraftig turbulens både tumult og frygt på passagerflyet, som måtte ændre sin kurs mod USA og flyve tilbage til Danmark.
Det er et krav ved den slags turbulens, at flyet bliver inspiceret, har SAS oplyst til B.T.
Men en passager, der var ombord på flyet, antyder nu, at SAS gamblede med passagerernes liv for at spare penge.
Han undrer sig over, at SAS ikke landede ved en mere nærliggende lufthavn, hvis flyet potentielt var beskadiget.
»Vi har cirka 20 minutter til nærmeste lufthavn i Canada, vi har lidt over en time til amerikansk jord, da piloten siger, at flyet er skadet, og vi vender (fem timer tilbage, red.) til København, fordi SAS ikke vil bruge penge på at sende nogen, der kan reparere flyet i USA,« skriver Sammy Solstad på Facebook.
Han uddyber til B.T., at det udelukkende er hans personlige opfattelse, at beslutningen om at flyve tilbage handlede om at spare penge. Det var altså ikke umiddelbart noget, som blev meldt ud fra personalet.
Og SAS afviser da også over for B.T., at beslutningen havde noget med penge at gøre.
»Luftfarten er reguleret, så man kan ikke rigtig sidde og bedømme efter penge, lyst eller convenience,« siger kommunikationschef Alexandra Lindgren Kaoukji til B.T.
»Når et fly, som vi så, gennemgår kraftig turbulens af den her slags, skal det gennemgå inspektion i en hangar med teknikere. Vi har ikke adgang til en hangar i Miami. Så vi skal bringe flyet tilbage.«
Kaokji anerkender, at turbulens er ubehageligt, og hun forstår, at passagerer bliver urolige, men personalet på flyet er i stand til at håndtere den slags situationer, siger hun.
Hun understreger:
»Du kan godt flyve et team af teknikere ind – no problem. Men med den her type inspektion skal flyet stå inde i en hangar, og vi har ikke adgang til hangarer i det, vi kalder for 'outstation'. Det går ikke. Der findes ikke tomme hangarer i lufthavne, uden du har dine egne hangarer, så Lufthansa har sine i Tyskland, AirFrance har sine i Frankrig, SAS har sine i Skandinavien.«
Kaokji kan »absolut« afvise, at nogen passagerer på flyet har været udsat for unødvendig fare, siger hun.
Sammy Solstad kritiserer også SAS for at have villet flyve hele vejen tilbage til Danmark med passagerer, »der så ud til at have brug for lægehjælp«.
Men SAS' kommunikationschef kender ikke noget til, at nogen skulle være kommet alvorligt til skade.
»Nej, altså vi havde jo en læge ombord, og han tog hånd om passagererne, men jeg har ikke fået nogen rapport om, at der var behov for såkaldt lægehjælp,« siger hun.
Hun fortæller, at der er en melding om, at en patient skulle have slået hovedet. En »bump on the head«, skulle vedkommende have fået ifølge Kaokji.
»Og jeg fik heller ingen rapporter om, da de landede, at nogen skulle have søgt lægehjælp.«

