En grisetransport kørte mandag eftermiddag ind i en personbil på Rute 28 ved Grindsted. 

En 65-årig mand og en 61-årig kvinde fra Viborg kom alvorligt til skade, da deres bil blev ramt af lastbilen.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Til mediet siger Brian Jensen, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

»De to personer i bilen blev begge overflyttet til Skejby Sygehus, hvor de er i kritisk tilstand. De to kunne ikke selv komme ud af bilen, så de måtte klippes fri.«

Uheldet skete på strækningen fra Skjern mod Grindsted mellem Sønder Omme og Grindsted N omkring klokken 13, oplyser Vejdirektoratet. 

Personbilen holdt stille i siden af vejen, da den blev påkørt af grisetransporten. 

Billeder fra stedet viser, at der kom både lægebil, lægehelikopter og to ambulancer til stedet.

Der har været en bilinspektør på stedet.