Hvis du har holdt på Ringgaden i Aarhus, har du formentlig prøvet at holde der længe.

Den trafikerede vej med op til 38.000 daglige bilister kan nemlig være meget svær at komme igennem i morgentrafikken eller eftermiddagsmyldretiden.

Men det bliver forhåbentligt lavet om nu. I hvert fald igangsætter Aarhus Kommune en række projekter, der har det som formål. Det skriver de i en pressemeddelelse.

»Ringgaden er en af vores vigtigste trafikårer i Aarhus. Vi vil nu bruge den teknologi, vi har til rådighed, til at give aarhusianerne et højere serviceniveau, hvor vi forbedrer fremkommeligheden og skaber den bedst mulige trafiksikkerhed,« siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Og den teknologi, der skal bruges, kaldes ITS. Der vil nemlig blive opsat overvågning af trafikken, som derefter vil sende data til Aarhus Kommunes afdeling for intelligente trafiksystemer, ITS.

Dataregistreringen gør, at lyssignalerne justeres bedre, og der dermed kommer grønt lys i længere tid. Man håber, det vil skabe et bedre flow i trafikken.

Overvågningen opsættes flere steder på Ringgaden.

Den første maskine går i jorden ved krydset mellem Søren Frichs vej og Ringgaden 22. september 2021.