Et omfattende sporarbejde på flere centrale strækninger i landet kan føre til længere rejsetider på tværs af landet.

For ikke at sige meget længere rejsetider.

Til TV 2 forklarer DSBs informationschef, Tony Bispeskov, at mange passagerer, der skal fra den ene ende af landet til den anden, kan forvente op til halvanden times forlænget rejsetid i forbindelse med det sporarbejde, der finder sted.

Sporarbejdet gik flere steder i gang fredag, oplyser DSB.

Både denne weekend og den kommede uge vil der derfor være indsat Togbusser på flere strækninger, og det vil især være passagerer, der skal med InterCity-tog og InterCityLyn-tog på strækningen mellem København og Jylland, der bliver påvirket.

Arbejdet står på til og med den 20. juli, oplyses det på DSBs hjemmeside, hvor du også kan se mere om, hvordan sporarbejdet påvirker togafgangene og -tiderne.