Der har hersket store problemer med den danske togtrafik de seneste dage, hvor særligt afgange i stort set hele Jylland har været plaget af aflysninger.

Tidligere i dag berettede Banedanmark så om en ny fejl, der har ført til flere aflysninger i regionen, selv efter togene igen begyndte at køre mandag klokken 12 - og det fortsætter tirsdag.

Det fortæller Banedanmark til TV Midtvest.

»Vi er stadig i gang med at få løst fejlen. Vi har gjort det, at vi mandag har aflyst GoCollectives regionaltog, og dem har vi også aflyst tirsdag for at få noget ro til at køre test derude og få fejlen helt på plads,« lyder det.

Aflysningerne skyldes en signalfejl og gælder for strækningen mellem Vejle, Herning, Holstebro og Struer.

Banedanmark opfordrer til, at man holder sig opdateret på Rejseplanen, hvis man har planlagte rejser tirsdag.