Omkring to tredjedele af Novo Nordisks ansatte i Danmark - svarende til 20.000 personer - ventes ifølge Sjællandske Nyheder at deltage i medicinalselskabets årlige sommerfest, som afholdes på Dyrskuepladsen i Roskilde fredag aften.

I forbindelse med arrangementet forventer Vejdirektoratet øget trafik i eftermiddagstimerne og de tidlige aftentimer i begge retninger på rute 21 Holbækmotorvejen omkring frakørsel 12 Roskilde S.

Det skriver Vejdirektoratet i et opslag på det sociale medie X.

Sommerfesten afholdes samme sted, hvor Roskilde Festival for halvanden måned siden løb af stablen.

Og der venter også et festivallignende program med masser af musik på plakaten. Blandt andre af Tobias Rahim, Rasmus Seebach, Blæst og Scarlet Pleasure.

RITZAU