Tre længe ønskede cykelprojekter i Odense er nu et stort skridt tættere på at blive til virkelighed. Og det betyder i sidste ende, at det bliver lettere for odenseanerne at komme rundt i byen på cykel.

Særligt beboerne i bydelen Dalum og omkrig havnen i Odense kan se frem til forbedrede cykelforhold. Og det til kæmpestor glæde for by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

»Vi havde helt ærligt slet ikke regnet med at få alle de penge, for vi søgte i sin tid om relativt meget. Så det er intet mindre end fantastisk,« siger Christoffer Lilleholt.

De tre kommende projekter løber op i en sum af over 22 millioner kroner. 11,8 af de millioner har byen fået af Transportministeriet.

De sidste millioner skal kommunen selv diske op med.

»Jeg håber virkelig, at byrådet vil være med til at finde de resterende midler til de her tre cykelstier. Det vil uden tvivl betyde et kæmpe løft for Odense,« siger rådmanden og tilføjer:

»Det her er altså bare en fantastisk god nyhed.«

En glædelig nyhed for Odense, mener by- og kulturrådmanden. 11,8 millioenr kroner er på bej til Odense til tre forbedringer af cykelstier i Odense. Foto: Odense Kommune.
En glædelig nyhed for Odense, mener by- og kulturrådmanden. 11,8 millioenr kroner er på bej til Odense til tre forbedringer af cykelstier i Odense. Foto: Odense Kommune. Amanda Kieler Andersen

Også Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er begejstret for de mange millioner, som er på vej til nye cykelstier tre steder i Odense.

»Det er jo super godt, specielt fordi pengene kommer kun én uge efter vi har indgået en ambitiøs klimaplan, der blandt andet indbefatter, at flere tager cyklen. Og med forbedrede cykelstier kan man jo håbe, at det lykkes,« siger Peter Rahbæk Juel og tilføjer:

»Pengene falder også på et tørt sted.«

I den forbindelse fortæller borgmesteren desuden, at han føler sig fortrøsningfuld ved, at den anden halvdel af pengene skal findes hos kommunen, for at gennemføre cykelstiprojekterne.

I Dalum drejer det kommende cykelstiprojekt sig om en oprettelse af en ny såkaldt supercykelsti. Og den skal placeres ved den nu nedlagte Dalum Papirfabrik.

I fremtiden skal området omkring den tidligere papirfabrik nemlig omdannes til boligområde og grønne arealer, og man forventer derfor, at der dagligt vil trille 1.500 flere forbi på deres cykel.

På Odense Havn kan man derimod se frem til rigtige cykelstier, som skal erstatte de små cykelbaner, der i dag er at finde i området. På begge sider af havnen vil man derfor nu kunne etablere en 2,25 meter bred, enkeltrettet sti, som i sidste ende vil gøre det meget mere sikkert for cyklister at færdes omkring havnen.

Odense er dog ikke den eneste kommune i landet, som får glæde af en stor pose penge til nye og forbedrede cykelstier.

I alt har transportministeriet afsat næsten 270 millioner til projekter fordelt over hele landet.

Artiklen er opdateret med citater fra Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).