Opdatering: Kort før klokken 12.30 blev et enkelt spor åbnet. Der arbejdes stadig på stedet.

En vejarbejder blev fredag formiddag fløjet med helikopter til Rigshospitalets Traumecenter efter en ulykke på Vestmotorvejen.

Politiet ved endnu ikke, hvor alvorlige hans kvæstelser er.

»En bilist kom kørende i sin firehjulstrækker og kørte af en eller anden grund ind i en skiltevogn i forbindelse med noget vejarbejde. En bilinspektør er i gang med at undersøge årsagen til ulykken,« siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Mikkel Kjærgaard.

Til sn.dk oplyser politiet, at det er en mand, der arbejdede på stedet, der er blevet kvæstet.

Ulykken betød, at motorvejen i en længere periode var helt spærret i vestgående retning mellem afkørsel 40 a Slagelse V og 40b Vemmelev. Det giver en del kø. Kort før klokken 12.30 blev et spor farbart.

»Der er massiv kø derude lige nu,« siger vagtchefen.

Vejdirektoratet anslår, at bilisterne i skrivende stund må regne med en forlænget rejsetid på cirka en halv time.

Der er etableret omkørsel via 40a via Slagelse Landevej.

Bilisterne kan køre på motorvejen igen via 40b.

Politiet henstiller til bilisterne, at de følger anvisningerne på stedet.

B.T. følger sagen...