Et uheld med en lastvogn førte tirsdag eftermiddag til lukning af Køge Bugt Motorvejen ved Greve i nordgående retning i flere timer.

Lastvognen ramte en skiltevogn og væltede om på siden.

På Twitter skriver Midt- og Vestsjællands Politi, at der er en lægehelikopter på vej til stedet. Helikopteren skal være ankommet.

I en opdatering lidt over klokken 15.00 skriver politiet, at der nu er to spor farbare, der er tale om de to yderste.

Til B.T. oplyser kommunikationsmedarbejder i politikredsen, Martin Bjerregaard, at lastbilchaufføren er ved godt mod på trods af den dramatiske oplevelse.

»Vi arbejder stadig på at få ham ud fra førerkabinen i lastbilen, men han er ikke i livsfare og er efter omstændighederne ved godt mod,« sagde han tidligere tirsdag.

»Nu skal vi lige have ham ud først, og så har den her lastbil altså tabt en del gods - jern og paller - ud på vejen, fordi den væltede, så det skal vi også have fjernet,« sagde Martin Bjerregaard.

Den væltede lastbil og det gods, den fragtede, er nu bragt ind til siden. Politiet opfordrer bilister på stedet til at køre forsigtigt forbi området.