Opdatering: Kort efter klokken 10 blev Esbjergmotorvejen igen åbnet for trafik i retning mod Kolding.

E20 Esbjergmotorvejen var tirsdag formiddag spærret i retning mod Kolding efter et uheld med en lastbil.

Det skriver Vejdirektoratet.

Uheldet skete mellem afkørsel 68 Vejen og afkørsel 67 Vejen Ø.

Vejdirektoratet advarede bilisterne om, at de måtte forvente længere rejsetid.

Det var en lastbil med anhænger, der i de tidlige morgentimer kørte galt på motorvejen.

Af ukendte årsager væltede anhængeren med betonelementer, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr Jensen.

»Det har taget noget tid, at få omlæsset anhængeren, og nu skal vi have rejst den op igen og fjernet den fra vejen. Derfor er det nødvendigt at spærre hele vejen i østgående retning,« siger han.

Faktisk har der været endnu et uheld på strækningen.

»Det var et uheld som følge af det første på grund af køkørsel,« fortæller vagtchefen.

Ingen personer kom alvorligt til skade i de to uheld.

Kort efter klokken 10 oplyste Vejdirektoratet, at vejen igen var åbnet for trafik.