Sønderjyske Motorvej er sent søndag aften spærret i nordgående retning mellem Kliplev og Aabenraa Syd.

Tidshorrisonten er ukendt.

Det skyldes en havareret lastbil. Det oplyser Vejdirektoratet og Sydjyllands Politi på Twitter.

Foruden Sønderjyske Motorvej er også E45 Østjyske Motorvej delvist spærret.

Et uheld på E45 Østjyske Motorvej spærrede søndag aften alle kørebaner, men er 22.35 genåbnet i venstre kørebane mod Kolding og Fredericia.

Politi og redningsmandskab er stadig på stedet.

Det gælder nærmere bestemt stykket fra Skærup mod Kolding mellem serviceanlæg Skærup Vest og motorvejskryds Skærup.

»Det er en bil, som kører med en autotrailer, hvorpå de har en anden bil, som de så taber ud på kørebanen. Herefter påkører en tredje bil den så i mørket og skaber uheldet.« forklarer Jørgen Lindhardt vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.

Det oplyses yderligere, at der ingen personskade er sket ved ulykken, men at de involverede alligevel er kørt på skadestuen for at blive undersøgt.