Fynske Motorvej var tirsdag formiddag helt spærret i retning mod Jylland mellem afkørsel 48, Tietgenbyen, og motorvejskryds Odense i over en time.

Det førte til flere kilometer kø på motorvejen – men nu er der godt nyt til trafikanterne.

Motorvejen blev genåbnet omkring klokken 12, og alle spor er nu atter farbare.

Der er dog stadig en hel del kø, som skal afvikles, før trafikken bliver normal igen, oplyser Vejdirektoratet på Twitter.

Fra Knudshoved mod Odense er der kø og tæt trafik mellem afkørsel 46, Nyborg V og motorvejskryds Odense.

Kort før klokken 12.30 melder Vejdirektoratet om op mod 30 minutters forlænget rejsetid.

Fynske Motorvej blev tirsdag formiddag spærret i retning mod Jylland på grund af et uheld kort efter afkørsel 48, Tietgenbyen.

Trafikken forventes ifølge Vejdirektoratet at blive normal igen først på eftermiddagen.