Det har tilsyneladende regnet så meget søndag aften, at en motorvej ved hovedstaden er delvist spærret.

Københavns Vestegns Politi meddelte tidligere på aftenen via X, at Motorring 3 i sydgående retning var spærret før Herlev Hovedgade.

Det er sket på grund af 'omfattende vand på kørebanen', oplyser politiet.

»Kør fra afkørsel 20 Herlev Ringvej eller tidligere,« lyder opfordringen fra Københavns Vestegns Politi på X.

Efterfølgende oplyser politiet samme sted, at der nu er åbnet op i tredje vognbane.

Man bør dog stadig forvente køkørsel.

Over for B.T. sagde vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Jens Møller tidligere på aftenen, at man endnu ikke havde overblik over, hvorfor vandet havde lagt sig over motorvejen i så usædvanligt stor grad lige akkurat denne aften.

For det har jo, som det er de fleste bekendt, regnet ganske kraftigt ved adskillige andre lejligheder i år allerede. Uden at det har ført til afspærring af Motorring 3.

»Vi kan konstatere, at vi får en anmeldelse om et færdselsuheld derude. To biler er stødt sammen på grund af vandet,« fortalte Jens Møller tidligere.

»Da vi kommer derud, vurderer vi, at det simpelthen er for farligt, så vi har spærret vejen af,« forklarede han desuden.

Der er ikke sket alvorlig tilskadekomst i forbindelse med færdelsuheldet.

Men lige nu har politiet sat redning og eksperter til at se på, præcist hvor vandet kommer fra, så man kan få det stoppet og fjernet fra kørebanen.

»Vi prøver at få det væk så hurtigt som muligt. Lige nu prøver vi at guide folk uden om, så folk ikke bliver fanget,« sagde Jens Møller tidligere.

Senest oplyser Jens Møller, at man arbejder med store pumper for at få vandet væk fra den sidste del af motorvejen, så alle spor kan genåbnes.

»Vandet er svundet, så det nu kun dækker den ene vognbane, men der kan godt gå nogle timer endnu,« siger vagtchefen.

»Vi åbner ikke op, før vandet er væk, for det er for farligt,« konstaterede Jens Møller tidligere på aftenen.