Navn, alder, køn og nationalitet.

Det er de oplysninger, du nu skal udlevere til Molslinjen, hvis du fremover vil sejle med mellem Aarhus og Sjællands Odde.

Det sker efter et nyt EU-direktiv er trådt i kraft, der kræver, at rederierne indhenter personlige oplysninger på alle rejsende, således passagerernes fulde identitet er kendt. Kravet gælder alle færgeruter på mindst 30 sømil og rammer dermed Molslinjen, hvis rute er knap 40 sømil.

Oplysningerne skal bruges i tilfælde af ulykker, hvor det værst tænkelige sker.

»Hvis det helt forfærdelige sker på et tidspunkt, så ved vi, hvem der var ombord. I princippet giver det mening, men vi føler os ikke særlig uheldsforfulgt - vi sejler bare indenrigs, men sådan er det med EU-regler. Der lægges en streg, og det følger vi,« fortæller Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef ved Molslinjen, til B.T.

Molslinjen har i et godt stykke tid arbejdet på at få implementeret det nye trin i deres 'bookingflow', og fra starten af december begyndte de første passagerer at skulle indtaste de nye, ekstra oplysninger.

Det er indtil videre gået forholdsvist smertefrit, fortæller Jesper Maack.

»Vi har arbejdet på at få teknikken til at virke på en måde, så det fortsat er nemt at booke billet. Det er gået meget fint indtil videre, og vi har ikke fået særlig mange henvendelser eller spørgsmål omkring det - faktisk færre end forventet.«

I første omgang skal man registrere sig online på deres hjemmeside, men de arbejder i øjeblikket på at få integreret det i deres app. Hele processen er lidt kompliceret, og det vigtigste for dem er at sikre, at det ikke bliver besværligt at skulle rejse med Molslinjen.

»Vi vil jo hellere fjerne trin i vores bookingflow, men det her er ikke til at komme udenom, og sikkerheden er selvfølgelig første prioritet. Så det er bare glædeligt, at det ikke har givet store problemer,« siger Jesper Maack.

Han forventer, at alt er fuldt implementeret i bookingsprocesserne inden udgangen af året.

De indsamlede personlige oplysninger bliver sendt til Søfartsstyrelsen, som opbevarer dem under overfarten - de bliver slettet igen, når man kommer i land.

Molslinjen opfordrer rejsende til at oprette en rejseprofil, hvor du kan registrere oplysningerne på forhånd, så det hele går lidt hurtigere.

Har du flere med i bilen, eksempelvis med Gomore, så skal de passagerer registreres af den person, der kører bilen. Buspassagerer skal noteres på en seddel, der afleveres ved check-in.