Tirsdag har et massivt togkaos ramt øst for Odense.
Det skyldes en nedrevet køreledning på Københavns Hovedbanegård, der har fået samtlige regionaltog på Sjælland til at stå stille.
Det har forsinket en lang række danskere, blandt andet Mikkel Malling Rasmussen, der til B.T. fortæller, at han på sin vanlige tur fra arbejde i Herlev til sin bopæl i Helsingør blev over en time forsinket.
»Jeg synes, det er ufatteligt, at et land som Danmark er så dårligt stillet på jernbanen. Nogle gange virker det som et u-land. Det er noget gammelt lort. Det er under al kritik,« siger han til B.T. og tilføjer:
»Lige nu kan man ikke være andet end pissesur, for man bruger rigtig meget tid på de her aflysninger.«
Mikkel Malling Rasmussen tog turen fra Lyngby Station – efter en bustur fra Herlev – for at hoppe på Kystbanen til Helsingør fra Hellerup Station.

Men på Hellerup Station blev han mødt af synet af rene aflysninger, og derfor måtte han hoppe på et S-tog retur til Hillerød for derefter at tage lokalbanen til Helsingør.
Den plan var han dog ikke ene om.
»Lokalbanen er helt proppet, folk er jo næsten ved at ryge ud af den,« siger Mikkel Malling Rasmussen, der tilføjer, at han talte med andre rejsende, der var mere end to timer forsinkede.
Selvom forsinkelserne tirsdag skyldes en nedrevet køreledning, mener Mikkel Malling Rasmussen, at han ofte oplever aflysninger.
»Jeg tager Kystbanen hver dag. Og det er jo klassikeren, at den er aflyst,« understreger han.
B.T. har forelagt Banedanmark, der er ansvarlig for skinnerne, kritikken, og pressechef Andreas Hald undskylder for tirsdagens aflysninger.
»Vi er kede af de gener, som rejsende oplever lige. Det er bestemt ikke den bedste dag for togtrafikken. Vi kan ikke gøre andet end at garantere for, at der arbejdes på højtryk for at få trafikken op at køre igen,« siger han.
B.T. følger togdriften live. Læs mere HER.

