»Jeg ryster på hovedet. Hvorfor havde de dog ikke tænkt over det, da den blev anlagt?«

Pendleren Mikael Dyreholt Kristensen er målløs over, at Aarhus Letbane - igen - blev ramt af aflysninger fredag morgen. På grund af nattefrost.

Det lyder som en dårlig joke og fik da også en nordmand til at grine højlydt, da norsk TV 2 fortalte om årsagen til aflysningerne.

Men den er god nok. Når der kommer is på køreledningerne, kan togene ikke køre på Odderbanen og Grenåbanen, fordi togene ikke får den nødvendige strøm på grund af for dårlig kontakt mellem letbanen og køreledningen.

For Mikael Dyreholt Kristensen og tusindvis af andre pendlere i Aarhus-området er det dog så som så med morskaben.

De er nemlig afhængige af letbanen hver dag - og aflysningerne bliver ikke altid meddelt i god tid.

Fredag morgen nåede Mikael Dyreholt Kristensen fra hjemmet i Silkeborg til Aarhus, før aflysningen blev meldt ud. Den 23-årige studerende havde ellers tjekket Rejseplanen før afrejsen.

»Jeg måtte tage et elløbehjul for at nå frem til min undervisning i tide. Men det er ret dyrt for en studerende som mig,« siger Mikael Dyreholt Kristensen.

23-årige Mikael Dyreholt Kristensen er flere gange kommet for sent i skole på grund af aflysningerne på letbanen.
23-årige Mikael Dyreholt Kristensen er flere gange kommet for sent i skole på grund af aflysningerne på letbanen. Foto: Privat
Vis mere

Madeleine Grundvad Olesen blev også ramt af problemerne fredag morgen.

»Det er frustrerende med alle de aflysninger og forsinkelser. Jeg er tit kommet for sent i skole,« siger den 18-årige studerende, som går i 3.G på HTX på Aarhus Tech.

Hvad tænker du, når du hører, at aflysningerne skyldes frostvejr?

»Det burde man have tænkt på og forberedt sig på. Det er jo ikke usædvanligt med frostvejr om vinteren.«

18-årige Madeleine Grundvad Olesen overvejer at droppe Letbanen på grund af de mange frostaflysninger.
18-årige Madeleine Grundvad Olesen overvejer at droppe Letbanen på grund af de mange frostaflysninger.
Vis mere

Men det gjorde man ikke: »Man har ikke tænkt over vinteren,« siger letbanens direktør Michael Borre til Lokalavisen Aarhus.

Også han undrer sig.

»Jeg er enig i, at det er overvejelser, der bør være gjort i anlægsfasen eller i indkøbsfasen,« siger Michael Borre til B.T.

Problemet er ikke sådan at komme til livs. Aarhus Letbane har købt materiel, som kan sprøjte glycerin på køreledningerne, så de ikke nedkøles i frostvejr. Men det vil først være klar til brug i januar.

»Indtil da kører vi iskørsel (kørsel om natten uden passagerer, red.), når der er risiko for is på køreledningen. Samtidig arbejder vi på en manuel metode til at påføre glycerin og har planlagt en række forsøg i næste uge,« siger Michael Borre.

Natkørsel har dog ikke hidtil forhindret aflysningerne, og der er ingen garanti for, at de andre tiltag vil virke.

Pendlerne forbereder sig derfor på, at Letbane-aflysninger vil være en del af hverdagen året ud.

»Her til morgen talte jeg med en veninde om, at vi nok bør tage bussen til skole fremover. Det vil kræve to busskift og er ret bøvlet, men i det mindste er vi da sikre på, at busserne kører,« siger Madeleine Grundvad Olesen.

Mikael Dyreholt Kristensen har allerede fået otte timers fravær på sin uddannelse til ejendomsservicetekniker på grund af aflysninger på letbanen og efterlyser en hurtigere løsning på problemet.

»Der må gøres noget ved det her nu, for det påvirker jo alle i Aarhus,« siger han.

I selve Aarhus kører Letbanen uden problemer, når der er nattefrost.

Udfordringerne opstår på Odderbanen og Grenåbanen, fordi der er mere vind på strækningerne uden for Aarhus.