Vinteren er for alvor over os, hvilket har betydet massive mængder sne og glatte veje landet over.
Og det ser ud til, at det kommer til at fortsætte ind i næste uge.
Ifølge DMI kan der mandag igen komme både sne og snefygning over hele Jylland.
Det er især Nordjylland, der igen kan forvente snefygning og mellem to og seks cm sne oven i de mere end 10 cm, der ligger mange steder.
DMI har derfor udsendt et varsel om snefygning for Vendsyssel, Thy, Himmerland og Djursland, der gælder fra mandag kl. 06 til tirsdag kl. 01.
Der er også risiko for snefygning i resten af Jylland, men her ligger noget mindre sne og vinden aftager fra mandag middag.
Vejdirektoratet skriver desuden på det sociale medier X, at der om eftermiddagen vil være risiko for isslag, hvilket kan forværre forholdene på vejene yderligere.
De opfordrer til, at man holder sig opdateret om de aktuelle forhold.

